Vi vil gerne starte med at takke for de gode forældresamtaler, vi har haft i alle grupper. Det har været dejligt at kunne fortælle jer om jeres børns udvikling og trivsel. Vi sætter stor pris på de positive tilbagemeldinger om, at Havmågen er et sted, I er glade for at få passet jeres børn. Personalet gør et kæmpe arbejde for at sikre, at jeres børn trives og udvikler sig i trygge rammer. Samtidig vil vi gerne takke for at I alle er samarbejdsvillige med hensyn til lukkedage samt madpakker på turdage.
Personalet er fortsat på kursus, dette er forlænget grundet sygdom, så vi har alle én undervisningsdag tilbage i februar. Vi er super glade for, at det har været muligt at sende så mange medarbejdere på det samme kursusforløb, da det gør det langt nemmere at omsætte og implementere det lærte i hverdagen i huset.
Julia vender tilbage fra barsel først i februar, vi glæder os meget til at få hende tilbage i teamet. Dette betyder samtidig, at vi ikke længere skal have Mathilde inde som fast vikar. Mathilde skal ud at rejse i 3 måneder, først til Uganda og hvor hun skal arbejde på et børnehjem, hvorefter hun rejser til Zanzibar og Filippinerne, hvor hun skal nyde de kridhvide strande og svajende palmer. Vi ønsker Mathilde den fedeste tur. Sofie vender tilbage fra barsel medio marts, hvilket vi også ser frem til. Dette betyder desværre, at vi ikke længere kan tilbyde Oskar faste timer i huset.
Til marts vil I grundet ændringer i børnetallet på de forskellige stuer opleve, at der vil ske enkelte personalerokeringer. I vil naturligvis få nærmere information om dette, når vi kommer tættere på.
Til april skal vi sige farvel til vores gode kammerater Skovtroldene, de starter nemlig i skole. Skovtroldene vil have mulighed for pasning i børnehaven d. 1. april, da det falder ind i påsken, og Thisted Kommune har valgt at rykke skolestart til efter påske. De nye Skovtrolde starter derfor først på Gården efter påske.
Opfordringer:
Husk dagligt at tjekke opslagstavlen ved indgangen. Her finder I løbende information om kommende aktiviteter, ture ud af huset, sygdom samt glimt fra jeres børns hverdag. Vær også opmærksomme på at læse månedsbreve og nyhedsbreve på INFOBA, her deler vi vigtig information om hverdagen og arbejdet på stuerne.
Vi går en våd og kold tid i møde og vi opfordrer derfor til at flyverdragter, våde vanter, huer og støvler tages med hjem hver dag. Vores tørreskab kan ikke rumme så meget tøj, og det vil derfor være en stor hjælp, hvis I sørger for, at tøjet kommer tørt med igen næste dag.
Vi oplever desværre, at der ofte meldes børn til pasning i ferier, som efterfølgende ikke møder op. Vi har fuld forståelse for, at det kan være dejligt for børnene at få en eller flere fridage, og det bakker vi naturligvis op om. Når tilmeldte børn ikke møder op, betyder det dog, at de planlagte personaleressourcer, ikke bliver brugt. De ressourcer kunne i stedet være anvendt på tidspunkter, hvor alle børn er til stede, eller have givet personalet mulighed for at afholde ferie. Vi vil derfor opfordre jer til så vidt muligt kun at tilmelde jeres barn til pasning i ferier, hvis der reelt er behov for det – og til at give besked, hvis planerne ændrer sig.
Vigtige datoer 2026:
Skovtroldenes afslutning d. 27. marts 2026 kl. 15-17
Arbejdsdag/valg til bestyrelsen d. 11. april 2026 kl. 9-12
Bedsteforældredag d. 22. maj 2026 kl. 9.30-12
Sommerfest/fællesspisning d. 4. juni 2026 kl. 17-19
Sensommerfest d. 29. august 2026
Det kræver meget forberedelse af bestyrelsen og personalet, at få fælles arrangementer som disse stablet på benene, så opbakning fra jer forældre betyder utrolig meget. Fælles arrangementer, hvor vi mødes og samles, er med til at styrke fællesskabet på kryds og tværs. Der vil komme opslag på tavlen ved indgangen med mere information om hvert arrangement.
Nyt fra bestyrelsen:
Valg til forældrebestyrelsen 2026/2027
På arbejdsdagen er det ikke kun praktiske opgaver, der er på programmet – vi skal også vælge vores nye forældrebestyrelse! Og her kommer du/I ind i billedet 😉
At være en del af forældrebestyrelsen i en privat institution er en fantastisk mulighed for aktivt at være med til at forme børnenes hverdag. Som bestyrelsesmedlem får du både indsigt i Havmågens dagligdag og mulighed for at have indflydelse på institutionens pædagogiske principper og overordnede retning.
Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede ledelse af institutionen og fungerer som sparringspartner for både ledelsen og personalet. Som bestyrelsesmedlem er du med til at sikre gode og stabile rammer for børn, forældre og medarbejdere.
Samtidig bidrager du til at repræsentere Havmågen positivt udadtil og er med til at styrke institutionens profil og værdier.
Vi mødes cirka fire gange om året og drøfter blandt andet budget, vedligeholdelse, arbejdsmiljø og forskellige arrangementer. Der er naturligvis også plads til hyggelige snakke og en kop kaffe.
Bestyrelsen består af fem medlemmer:
- 3 forældrerepræsentanter
- 2 medarbejderrepræsentanter
Derudover har vi både en forældresuppleant og en medarbejdersuppleant, som kan deltage i møderne (uden stemmeret – men altid med gode input!).
Møderne ledes af formanden, som sikrer, at alt foregår i henhold til vedtægterne.
Dagsordenen udsendes god tid før mødet, og der føres referat, så alle kan følge med i beslutningerne.
Bemærk: Bestyrelsen behandler ikke personale- eller enkeltsager om børn. Disse håndteres fortroligt mellem institutionens ledelse og kommunen.