Nyt fra personalet:
Siden sidste nyhedsbrev har vi haft mange skønne arrangementer og spændende projekter sammen med jer og jeres børn. Vi har blandt andet afholdt Royal Run, Bedsteforældredag og projekt Cykelleg. Derudover har vi også deltaget i Børnenes Grundlovsdag og været til Dyrskue, besøgt Bliv Ven med Naturen på Thisted Bibliotek. Det er blevet til mange gode oplevelser og stjernestunder der har bragt smil, nysgerrighed og masser af glæde blandt både børn og voksne. Det er en fornøjelse at se børnenes begejstring og arrangement i de forskellige aktiviteter.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for en rigtig hyggelig Sommerfest med fællesspisning😊Vejret var næsten med os – lidt blæst hører jo til her i Hanstholm. Det var dejligt at opleve den store opbakning og fællesskabsfølelse på tværs af både stuer og familier.
Vi glæder os allerede til næste arrangement Sensommerfesten i uge 34, hvor vi håber på lige så god stemning og fremmøde.
At arrangere større ture ud af huset samt større fælles arrangementer i huset kræver enormt meget forberedelse fra personalet og bestyrelsen. Det er derfor vigtigt, at I som forældre har ja-hatten på og bakker op om det planlagte.
Grundet de mange ture ud af huset og fælles arrangementer vi har haft i den tidlige sommer, har vi valgt at rykke vores årlige fællestur til Jesperhus Blomsterpark til d. 14. august.
Efter en forhåbentlig dejlig og solrig sommerferie, glæder vi os til at tage hul på nye fælles projekter og oplevelser for børnene.Allerede i uge 36 deltager vi i Naturens Uge, hvor vi skal ud at udforske vores skønne natur i nærområdet. Her vil vi sammen med børnene nyde naturens mange glæder og lære om alt det, vi kan opleve i det fri. Vi afslutter ugen i Hawskoven – mere information om dette følger senere. I uge 37 sætter vi fokus på projektet Fisken På Disken, hvor vi arbejder med et spændende fisketema. Målet er, at børnene får større kendskab til forskellige fiskearter, hvordan fisk ser ud både udenpå og indeni, og hvordan det føles at røre ved en rigtig fisk. Det bliver en sanselig og lærerig uge, hvor nysgerrighed og oplevelser er i centrum.
Vi vil gerne orientere jer om, at Julia og Sofie fortsat er på barsel. Julia forventes tilbage den 1. januar 2026, og Sofie forventes tilbage den 11. marts 2026. Vi glæder os meget til at byde dem begge velkommen tilbage efter deres barselsorlov og ser frem til igen at have dem som en del af hverdagen i Havmågen.
Vi skal snart tage afsked med to af vores dygtige vikarer, som begge skal videre med nye spændende kapitler i deres liv. Sofie har sidste arbejdsdag d. 15. august, da hun skal i gang med uddannelsen som bygningskonstruktør. Sofie har været en fast og værdsat del af teamet i tre år, og vi kommer alle til at savne hende meget. Vi ønsker hende alt det bedste og held og lykke med studiet. Katrine har sidste dag d. 29. august, da hun starter på pædagoguddannelsen. Vi kommer også til at savne hende, men vi ved jo, at mange af de unge medarbejdere, vi ansætter, på et tidspunkt skal videre i deres liv, og vi glæder os over, at hun har valgt netop pædagogvejen.
Samtidig glæder vi os til at byde Mathilde velkommen som ny vikar pr. 1. august. Mathilde er netop blevet student og holder sabbatår. Hun er en frisk og imødekommende ung kvinde, som vi ser frem til at lære bedre at kende.
Nyt fra bestyrelsen:
Inden vi alle går på en velfortjent sommerferie, vil vi i bestyrelsen gerne sende jer en lille hilsen.
Vi er en helt ny bestyrelse, med undtagelse af Camilla, som også var med sidste år. Det er vigtigt for os at få en god start, og derfor har vi i maj deltaget i et bestyrelseskursus gennem SPIA. Her fik vi en grundig introduktion til bestyrelsesarbejdet og det ansvar og de rammer, vi arbejder inden for. Kurset har klædt os godt på, og vi føler os nu endnu mere klar til opgaven.
Vi synes alle, det er spændende at være en del af den nye bestyrelse, og vi har ambitioner om at gøre vores bedste for at skabe de bedst mulige vilkår for både børn og personale i Havmågen. Vi lægger stor vægt på at værne om det fantastiske personale og deres indsats. Vi tror på, at trivsel blandt de ansatte smitter direkte af på børnene, og det er i alles interesse, at både børn og voksne trives i dagligdagen😊
Som forældrerepræsentanter vil vi desuden gerne understrege, at I altid er velkomne til at tage kontakt til os med idéer, spørgsmål eller input, der vedrører Havmågen.
I den nærmeste fremtid begynder vi forberedelserne til vores årlige Sensommerfest, som i år finder sted lørdag den 30. august. Vi håber, at I allerede har sat et stort kryds i kalenderen og har lyst til at bakke op om arrangementet. Det plejer at være en skøn dag, hvor børnene har det sjovt, og vi samtidig kan samle lidt ind til Havmågen.
I år har vi planer om at optage en lille reklamefilm på dagen, som vi fremover kan bruge til at vise, hvor fantastisk en børnehave og vuggestue Havmågen er. Vi håber meget på jeres opbakning til dette.
Har du – eller kender du nogen med en drone, vi må låne i den forbindelse, må du meget gerne sige til 😊
Generelt ønsker vi, at så mange forældre som muligt deltager i vores arrangementer og tager aktiv del i fællesskabet omkring Havmågen. Når vi hjælper hinanden og står sammen, kan vi skabe de bedste rammer for, at vores børn trives og institutionen fortsat udvikler sig positivt.
Rigtig god sommer til jer alle.