Nyhedsbrev juni 2020

12. juli 2020

Nyhedsbrev juni 2020.

Årets første sommermåned er næsten gået, men den har vist sig fra sin bedste side med dejligt vejr og masser af solskinstimer - sikke vi har nydt det store som små. Men mon ikke vi alle trænger til lidt velfortjent ferie, hvor vi ikke skal ud af døren til et bestemt tidspunkt.

 

Nyt fra Krabberne/Søhestene:

 

Vi er kommet godt i gang igen efter Coronaen. I forældre skal have stor ros, for at have klaret dette til UG. Det har været en udfordring for os alle, men vi har løst det i fællesskab 😊

 

Vuggestuen har fået 4 nye børn. August (Karlas lillebror), Nova (Sagas lillesøster), Liva (Williams lillesøster) og Elliot. Velkommen til dem alle, vi glæder os til samarbejdet med jer.

Som i nok har bemærket har vuggestuen fået den dejligste legeplads 😊, hvor både børn og voksne nyder at lege. Legepladsen er primært til vuggestuebørnene, og vi vil være at finde derude, når vejret tillader det.

Husk at tjekke kalenderen på tavle, mht. fodring af vores dyr.

 

Nyt fra Humlebierne:

Sommerferien er på trapperne, solen skinner, og vi nyder det dejlige vejr, hvor vi kan være ude hele dagen. Vi vil i løbet af sommeren ikke sende månedsplaner ud, da vi ikke har nogle planlagte aktiviteter. I stedet ser vi hvad dagen byder, og planlægger herefter dagen for hele huset.

Humlebierne skal desværre sige farvel til Liam som har sidste dag d. 26/6 2020.  Liam og hans mor skal flytte på Mors. Vi ønsker dem alt held og lykke fremoverJ.

Vi holder igen fødselsdag for børnene. Men da vi stadig har retningslinjer der skal overholdes, vil vi gerne, at I kontakter personalet, hvis barnet gerne vil dele noget ud denne dag. Så vil vi informere jer om, hvad der må medbringes.

 

Nyt fra Skovtroldene:

Se tidligere infobrev om ”det at blive en Skovtrold”

 

Nyt fra bestyrelsen & kontoret:

Efter en lang periode, hvor Covid 19 har haft stor indflydelse på vores hverdag, er vi så småt begyndt at finde os tilrette i en så nogenlunde normal hverdag igen. Dette er til trods for, at der stadig er mange retningslinjer, der skal overholdes. TAK til alle jer forældre for at takle situationen, vi pludseligt ufrivilligt har stået i, med oprejst pande.

Kathrine er gået på barsel, men forventes at vende tilbage igen til 1. februar 2021 – vi har ansat Emilie, som har været i huset i længere tid på 37 timer til at dække Kathrines timer ind. Dina er fortsat sygemeldt, og går på barsel hen over sommeren. Vi har besluttet at nedlægge Brumbasserne og Markmusene for denne gang, da det på nuværende tidspunkt ikke er nødvendigt med så mange børnegrupper i børnehaven. Sofie er blevet stuepædagog hos Humlebierne og har overtaget sprogvurderinger mm. Desuden skal vi, grundet stigende børnetal i vuggestuen, have ansat en pædagog 20 timer ugentligt pr. 1 september 2020 og frem til 1. februar 2021.

Bestyrelsen og personalet har besluttet, at vi fremover vil tilbyde morgenmad fra kl. 6.20 - 7.30, der vil blive serveret 3 forskellige slags morgenmadsprodukter. At slutte morgenmaden en halv time tidligere, giver os mulighed for at komme tidligere ud i vores grupper. Dette betyder, at vi kan komme i gang med alle de pædagogiske aktiviteter, og nå mere i løbet af formiddagen.

Vi føler os meget privilegeret over, at vi endelig har kunnet få etableret vores legeplads til vuggestuebørneneJ Det betyder, at Krabberne og Søhestene nu har deres egen lille ude sted, som de nyder og allerede har brugt mange solskintimer ude på.

Vi vil rigtig gerne have lavet mooncarbane i den gamle gedefold – her ville det være SKØNT, om der var nogle fædre (mødre er også velkomne), der havde mod på, at få det udarbejdet, eventuelt en tovholder og en med en maskine, der kunne få rettet banen af, så der kan blive lagt fliser. Kontakt gerne Inger eller Charlotte for at høre mere om projektet.  

Valg til bestyrelsen har været udskudt på grund af forsamlingsforbuddet, men vi har nu fundet en dato. Havmågen har en god forældrebestyrelse, som har stor indflydelse på hverdagen, vi har ca. 5-6 møder i løbet af året. På bestyrelsesmøderne bliver der ud fra en dagsorden snakket og diskuteret omkring mange af de ting, der rører sig i vuggestuen og børnehaven. Vi diskuterer alt fra kostpolitik, børns trivsel og udvikling generelt, økonomi, personale, normering, aktiviteter for børnene, børnenes hverdag, hvad er godt i børnehaven, hvad kunne måske ændres /forbedres, hvordan kan vi som forældre hjælpe både personalet og vores børn til, at de får en god dag.

Sæt kryds i kalenderen d. 17. august 2020 kl. 19.00.

 

HUSK at børnehavebørnene skal have madpakker med i juli måned

God sommer til alle J

De bedste sommerhilsner fra

Bestyrelsen og personalet i Havmågen

Denne hjemmeside bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok